Tilbage til Historier MTBGravelLandevejUrbanKids

Historien bag KinetiCore

15 Okt 2024

Hvordan Lazers forbedrede hjelmbeskyttelsesteknologi kom til verden.

Baggrunden for Lazers helt nye KinetiCore-teknologi fører os helt tilbage til 2010. Lazers udviklingschef Guido de Bruyne fortæller, at de ønskede at finde en måde, hvorpå man kunne give hjelmen bedre beskyttelse mod roterende slagpåvirkninger og samtidig reducere vægten. “Vi var i gang med at se på alternative teknologier, og vores gennembrud kom, da vi begyndte at se på selve hjelmen i stedet for noget, man tilføjer til den.”

Men spørgsmålet var: hvordan kan man opnå noget, som ingen har gjort før? Vores team fandt ud af, at svaret skulle findes i computersimuleringer. “Vi brugte et computerprogram, der kunne simulere en hjelms design og evne til at beskytte, inden den blev fremstille i formen,” siger Lazers direktør Sean van Waes. Det var et vigtigt øjeblik i udviklingen af KinetiCore, for når hjelmen først er i formen, er produktet egentlig lavet, og man skal starte helt forfra for at lave ændringer.

Den store fordel ved disse simuleringer var, at Lazer kunne designe hjelme, der fungerer inden for specifikke grænseværdier, der kræves i certifikationerne. Det sænkede omkostningerne og gjorde designprocessen mere præcis og, vigtigst af alt, hurtigere. Prototyperne kunne designes og hurtigt kasseres igen, hvis de overskred de røde zoner.

Der blev også gennemført simuleringer af ulykker med disse prototyper, så udviklingsteamet kunne se præcis, hvad der sker – ikke bare ved direkte slag, men også ved roterende påvirkninger. Roterende slagpåvirkninger forekommer, når en cyklist er i bevægelse og rammer en hård overflade sidelæns. Denne type slag er svære at beskytte imod, da hjernen har en tendens til at bevæge sig inden i kraniet, når de sker.

“Ved at have en simulator, der kunne fortælle os, hvad der sker ved direkte og roterende slagpåvirkninger, begyndte vi at få en fordel ift. vores konkurrenter ,” siger Van Waes.

play play

Deformationszoner

Lazers næste store gennembrud blev ironisk nok udløst af patenter på hjelmteknologi. “De eksisterende patenter på hjelmbeskyttelsesteknologi inspirerede os til at søge i andre retninger end at ligne en teknologi, der allerede fandtes,” siger Lazers kommercielle og markedsføringsdirektør Mike Smink. Derfor begyndte Lazer at fokusere på at bygge beskyttelsesteknologien ind i hjelmen i stedet for at tilføje den som et supplement. Det var et vendepunkt i udviklingsarbejdet, som resulterede i store fremskridt inden for beskyttelse, ventilation, vægtreduktion og plastikforbrug, da det ikke længere var nødvendigt at tilføje beskyttelsesteknologi udefra.

I simuleringerne begyndte teamet at designe ‘blokke’ af EPS-skum, der var lavet til at blive mast (deformere) ved slagpåvirkninger. Det havde den ekstra fordel, at der kunne fjernes materiale fra hjelmen og samtidig tilføres potentielt avanceret beskyttelse. “Vi fokuserede på, at når man slår noget i stykker, absorberer det også energi” siger De Bruyne. Teamet lod sig inspirere af ‘deformationszoner’ inden for fly- og bilindustrien, og især hvordan Formel 1-biler er designet til at deformere i tilfælde af en ulykke og dermed absorbere energi og beskytte køreren.

Problemet var, at blokkene kunne designes og placeres på utallige forskellige måder. De Bruyne estimerer, at de testede over 5000 hjelme, inden de fandt frem til den gyldne opbygning.

“Vi arbejdede intenst på at vurdere, hvilken form blokkene skulle have for at yde den bedste beskyttelse. Disse blokke blev derefter kopieret til eksisterende modeller af Lazer-hjelme, så vi kunne lave sammenligninger med og uden dem.”

Resultatet er KinetiCores Controlled Crumple Zones – en unik opbygning med blokke, der er designet til at deformere i tilfælde af direkte eller roterende slagpåvirkninger, så energien dirigeres væk fra hjernen.

Forhindringer på vejen

I udviklingen af KinetiCore-teknologien samarbejdede Lazer med universiteterne i Bern og Ghent samt University College London og Kungliga Tekniska Högskolan i Stockholm. Men alt var ikke fryd og gammen. Som Lazers salgsdirektør Peter Duynslaeger siger, “Vores ambitioner var nær ved at kvæle os.”

Gennem årene med udviklingsarbejdet blev teamet tiltagende frustrerede, efterhånden som de langsomt kom nærmere deres mål uden helt at kunne nå det. “Nogle gange føltes det som om vi tog to skridt frem og et skridt tilbage,” siger Smink. “Vi kom tættere på, men vi vidste ikke med sikkerhed, hvor tæt på vi var.”

Så sent som i sommeren 2020 følte de Bruyne ikke, at de havde nået de ventede fremskridt. “Vi havde ikke set det niveau i hjelmene, som var vores mål. Vi var nødt til at foretage nogle drastiske ændringer. Vi forstod ikke KinetiCore. Det var noget nyt, og ved at ændre på blokkene forsøgte vi at forstå det bedre. Desuden gav vi os selv en ekstra udfordring ved at designe flere forskellige hjelme med KinetiCore indbygget på samme tid.

“Det er en konstant læringsproces,” tilføjer han. “Vi er stadig i færd med at udforske KinetiCore-teknologiens potentiale og forstå mekanismerne i, hvordan det fungerer, så den næste model kan blive endnu bedre.”

At opnå succes

Udviklerne testede og fejlede, testede igen og fejlede igen, indtil de endelig fik succes. Der var flere aha-øjeblikke undervejs, hvor de blev klar over, at KinetiCore var på vej til at blive noget helt særligt. For De Bruyne var det første øjeblik, da KinetiCore-teknologien blev godkendt i universitetet i Strasbourgs test af slagbeskyttelse. “Vi demonstrerede, at KinetiCore gjorde, hvad det lovede at gøre,” siger De Bruyne. “Det var det øjeblik, hvor jeg tænkte, ‘Det her kan lykkes for os.’”

“Der gik det op for mig, at KinetiCore virkelig ville kunne produceres, og at vi ville kunne præsentere det inden for et år,” tilføjer Smink.

Det næste store succesøjeblik kom, da det amerikanske universitet Virginia Tech gav tre modeller med KinetiCore 5 stjerner (‘Best Available’) i sine uafhængige test af cykelhjelme. Disse toprangeringer kom i tilgift til de mange, som Lazer allerede har fået med det eksisterende sortiment, så mærket nu havde flere 5- og 4-stjernede cykelhjelme end nogen andre. “Det var enormt vigtigt, da deres test ser på seks forskellige steder på hjelmen, hvor man kan tester slag som i den virkelige verden i stedet for tilfældige slagpåvirkninger,” siger De Bruyne. “De fokuserer på de steder, hvor mange ulykker rammer. Desuden bekræftede disse uafhængige test, at det var lykkedes os at opnå det samme niveau af beskyttelse med indbygget i stedet for tilføjet teknologi.”

En af de mange fordele ved KinetiCore er, at teknologien er helt grænseløs – den kan designes ind i enhver Lazer-hjelm til enhver slags cyklist, fra de mindste børnehjelme helt op til tophjelmene tiltænkt landevejsryttere med høje krav til aerodynamik og performance. KinetiCore leverer det ultimative i letvægt, komfort og ventilation kombineret med den betryggende vished om, at man er beskyttet mod mange slags ulykker på cyklen. Ved at fjerne materiale for at give ekstra ventilation og Controlled Crumple Zones bidrager Lazer desuden til at reducere sin miljøpåvirkning ved at benytte mindre plastik i forhold til tilsvarende modeller.

“KinetiCore har alt, hvad der skal til for at blive førende på beskyttelse mod roterende slagpåvirkninger,” siger Duynslaeger.

Virksomheden arbejder konstant på at forbedre sine hjelme og holde sig i front, når det drejer sig om beskyttelsesteknologi, så kunderne kan cykle med den ro i sindet, der følger med brugen af KinetiCore.

“Det her er grunden til, at Lazer har været i branchen i over 100 år,” siger Smink. “Vores mål har altid været at beskytte cyklister i tilfælde af ulykker på den mest komfortable og smarte måde. KinetiCore passer ind i den mission, vi har haft i firmaet siden starten – ‘at bidrage til et samfund, hvor man kan cykle godt og sikkert’.”

banner articlebanner article